Da min mor var ung, boede hun Overgaden neden vandet :) Men det var dengang hun var en barfodet hippie med langt hår og violette hårbånd. :)

Rigtig fint digt. Jeg tænker det er noget der går igen hos mange kvinder; den her oplevelse af at brække ryggen på at forsøge at opnå det perfekte.

Jeg har også fået en aversion de seneste 7-10 år ved at blive kaldt pæn/smuk osv. Selvom det bare er en høflighedsfrase, eller noget mænd tror de skal sige til kvinder, så vækker det alligevel næsten afsky i mig. Jeg har faktisk ikke lyst til at skulle bemærkes for mit udseende (uanset om det er positivt eller negativt). Jeg vil bare gerne være her, og "dømmes" på det jeg kan og den person jeg er.

Dit digt sætter mange tanker igang :)

Tusind tak for den! Jeg kom til at fnise lidt, selvom jeg sidder helt alene i min stue.

Ja, det kunne ikke siges tydeligere hvor meget jordens børn tager deres moder for givet. Hvor forkælet af os..

Bestemt interessant læsning, men jeg må indrømme at jeg ikke helt forstår meningen med teksten?

Hold op en levende beskrivelse ! Jeg følte det virkelig som stod jeg der selv! Jeg får sådan en trang til at rejse nu og besøge markeder i sensommerens Frankrig og Italien.

Det ser jeg frem til :D

Det interessante med det her digt er, at det kan tolkes på 1000 forskellige måder. Men hver gang jeg læser et digt som dette, hvor der er plads til fortolkning, kommer jeg altid til at undre mig over hvad mon forfatteren selv tænkte da hans skrev det?

Jeg kan godt lide at du har lavet ordet om til "sorg"modighed, fremfor sørgmodighed. Det gør hele følelsen med at føle sorg meget tydeligere. Som "sorgmodigheder" er små genstande som man kan bære i hænderne. Smukt digt!

Uh, den var hård at læse. Der er så utroligt mange som har været udsat for overgreb, at digte med budskaber som dette kun vil fortsætte med at have relevans.

Du skal endelig ikke være bange for at skrive mere af den her slags! Og også gerne længere tekster. Jeg slugte din lille fortælling, for du skriver faktisk virkelig godt! Jeg har lyst til at læse mere om Simone og Stella :)

Jeg gad godt at vide hvad du mener med det her lille vers.

Av, den trækker i hjertestrengen.
Det gør så ondt at miste en man elsker, og alt for ofte står man bare dér med sin sorg i hænderne og ved ikke hvor man skal gøre af den.

På en eller anden måde tænker jeg ikke det er fysiske perler på snor der tales om her :)

Det her digt vækker så mange følelser og usammenhængende tanker. Det er smukt når digte kan det; tale til noget indeni, uden at afsløre sig med det samme. Så ved man at digtet og ordene vil hænge ved.

WOW! Spot on!

Jeg så en video på youtube den anden dag, om hvorfor folk vælger ikke at tro på klimaforandringer. Åbenbart vælger vi at lyve for os selv, med undskyldninger som at det alligevel ikke bliver i vores levetid, eller at naturen nok skal klare sig, eller at vi jo alligevel ikke kan gøre noget... og derfor vælger vi at være passive, mens vi uinteresseret ser på Facebook-videoer af svenske teenagere, som skælder ud på de ligegyldige politikere..

Fedt digt!
Det lyder næsten som om du forsøger at belyse et menneskes dyriske side (i ordets ikke så positive forstand).
Som om det kun er når man ser tilbage, at man kan få øje på det mønster ens eget liv tegner af dårlige eller ikke-produktive beslutninger.

Sjovt lille digt :) næsten som et ordsprog.